De andre ægteskaber og børn i familien, som der var inden mor og far blev gift

Familiebillede taget ca. 1947      Min far og hustru Gerda omkring 1936

Klik på billederne for at se de i større udgave.

Min far, Torvald Alfred Magnus Andersen, havde været gift to gange før han mødte min mor. Det første ægteskab var med en pige fra Arden i Nordjylland, men jeg har ingen informationer om hende p. t.  udover at hun hedder Johanne Pedersen og hun skulle være død i Kulhuse før 1929. Om der var børn i dette ægteskab vides ikke. Andet ægteskab var med Gerda Ingeborg Olsen, født 1910 og hun var fra området ved Kalundborg. De blev gift 29. februar 1932 i Vor frue kirke, Kalundborg. Derefter er de flyttet til området omkring Slaglunde på Sjælland for der er børnene i ægteskabet født. Gerda døde 15 juli 1943 i København, hvortil de var flyttet. Dødsårsagen muligvis barselsfeber, da der er registreret et dødfødt barn på samme tid. Der var følgende børn i dette ægteskab: Inger født 15. juni 1930, død 29 august 2004.  Joan født 25 juli 1933, Connie født 27. juni 1936, Guri Kirsten født  31. august 1939, Elin Bitten født 15. april 1942. Billedet viser fra venstre: Torvald, Inger, Guri, Georg, Connie, Joan, Elin, Mary og mig Bjarne

Om pigerne, som er mine halvsøskende, ved jeg ikke meget. Inger hun flyttede til Korsør som voksen og stiftede familie, men isolerede sig fra resten af sine søskende, Joan blev gift med en rigtig rolig og flink mand der hed Gunnar og de bosatte sig i Kalundborg, hvor Gunnar var vognmand. Connie blev gift med Preben, og de bosatte sig i Rødovre København, men Preben døde tidligt og Connie måtte klare sig selv. Guri blev gift med Lars og de bosatte sig i Køge også de isolerede sig fra de andre i familien. Til slut er der Elin, som havde en svær ungdom og var rodløs. Hun blev gift et par gange og bor nu (2004) i Borup, Sjælland. Min kontakt til dem i dag er desværre ophørt, og de var nogle mærkelige størrelser. De kunne ikke enes indbyrdes, men kan fem, piger der er søskende det? De accepterede mig kun nødtvungent, for jeg var kun deres halvbror og ikke af deres egen rene slægt og jeg ved at min mor havde problemer med nogle af dem da hun kom som ny mor ind i familien, for de ville ikke have en ny mor som var så ung. Det var endda så slemt at en af pigerne måttes sendes på et pigehjem. Til min fars begravelse, efter jordfæstningen, bad den største af pigerne (Inger) mig om at forsvinde, for jeg var ikke i familie med dem overhovedet, men hun kunne nu ikke få mig væk. Da boet var gjort op, undrede det mig, at jeg intet hørte fra skifteretten og ved henvendelse dertil, fik jeg oplyst at de ikke havde oplyst noget om mig. Nå men det blev rettet og opgørelsen blev så at boet skulle deles til os alle og at jeg fra pigerne, som havde delt det hele, skulle have godt 2200, kr., hvilket var næsen to månedslønninger dengang. De penge fik jeg aldrig de ignorerede mig totalt, svarede ikke på breve og jeg opgav, for hvis de blev rige af at stjæle min arv, ja så blev jeg ikke fattigere. Jeg brød med dem og levede mig eget liv.

Mange år senere ville jeg have kontakt med familien igen, for man bliver jo klogere med alderen og jeg begyndte så småt at finde ud af hvor de boede. De var svære at finde, det gik langsomt og jeg nævnede det over for min halvbror Georg, som straks uden mit vidende tog affære og startede sit eget opsøgningsarbejde. Han boede på Sjælland og var selvfølgelig nærmere dem, men han klokkede lidt i det. Georg fandt dem meget hurtigt, men da han dengang var - og stadig er - en glødende mormon, så begyndte han at delvis at omvende dem, før de havde fået kontakt med og da jeg endelig fik kontakt med nogle af dem, ja så var der noget  ødelagt, de var lidt fremmede  over for mig og min kone, for vi var dengang aktive mormoner også, men ikke fanatiske,  for de ville ikke omvendes og høre om mormoner, hvilket jeg udtrykkeligt fik besked på af en af dem der kom i kontakt med mig (Joan, Connie og Elin). Den kontakt glippede delvis på grund af Georgs fremfusen og også fordi jeg blev mere og mere isoleret efterhånden som min kone blev mere syg og jeg har nu mistet kontakten til dem.  Dog er jeg glad for den kontakt jeg opnåede med Connie og Elin, men den smuttede også, desværre, men at klare omverdenen og samtidig passe sin kone der er stærkt angrebet af Altzheimers, det var for meget. Jeg forstår dog ikke hvad Georg havde at gøre med dem, han er halvbror til mig, men overhovedet ikke familie med de fem piger på nogen måde, men det er ikke den eneste gang han har været i gang med at få ødelagt familieforholdet for mig, det er nærmest hans sport og varemærke.

 

Min mor fik meget tidligt, selv efter tolerancernes målestok, et barn. Hun var bare 14 år da hun stak af hjemmefra med et omrejsende cirkus for at prøve lykken. Hjemmet var ikke godt og der var småt med plads, mad og tid til børnene, så på sin måde kan jeg følge hendes handling. Med en eller anden person i dette cirkus, blev hun gravid og blev sendt hjem til sine forældre. Om min morfar og mormor nogensinde vidste hvem der var faderen vides ikke, men der skete det, at mor straks blev sendt bort. Den officielle forklaring var at hun skulle på svagbørnskoloni og det var på en ø, Saltøy, i  bunden af Trondheimsfjorden, tæt på Vudu, Skatval og Åsen. Grunden til at jeg nævner disse geografiske lokaliteter er, at der er spækket med slægtninge i dette område og slægt holder sammen. Saltøy var ganske isoleret og første slægtled der er fundet på denne ø var i 1710, hvorefter de havde gårde og ø indtil efter anden verdenskrig. På denne ø kunne de ikke komme fremmede og mor kunne ikke komme til fastlandet og her fødte hun min halvsøster Kari. Dette barn blev omgående overladt til mors søster Dagmar, som var barnløs, samt ikke kunne få børn og alle papirer der findes fra den tid, viser at Dagmar er mor til barnet, født i Trondheim. Jeg har i 2002 undersøgt forholdene omkring Saltøy og de officielle papirer om øen, siger at der aldrig har været en svagbørnskoloni, eller børnehjem der. Ganske tankevækkende så er en af de beboer der var på øen i 1934 uddannet sygeplejerske og hun var i slægt med os. Verden vil bedrages. Kari voksede op hos Dagmar som vores kusine og familien flyttede til Notodden i Telemark området af Norge. Selv har jeg besøgt hende 2 - 3 gange, der var jo lang vej fra Danmark til Norge. Min halvbroder Georg havde denne viden, om at Kari var vores halvsøster fra han var 10 år gammel, men han holdt det for sig selv og først i marts 2001fortalte han det til Kari og lidt senere til mig. Desværre fik jeg det så sent at vide, så jeg ikke nåede at besøge hende og give hende et broder knus inden hun døde af cancer i april 2001. Hvorfor skulle han sidde alene med den viden og holde mig udenfor? Fordi han altid har været de der villet styre og bestemme af os brødre og det koste hvad det koste ville. Billederne herunder viser Kari som 4 år, 25 år og ca. 55 år gammel

     

Mor flyttede til Danmark kort før anden verdenskrig. Verden var ramt af depression og den var rigtig slem i Norge, hvor mange folk sultede og måtte bage brød, hvor det meste af melet var erstattet af pulveriseret bark fra birketræer. Ledigt arbejde var et fremmedord og da hun hørte at en anden af hendes søstre havde klaret sig godt i Danmark, ja så pakkede hun sine ting og rejste. Hun ville ikke være i samme by som hendes halvsøster Solveig, for nok gik det Solvej godt, men hun ville blande sig i alt og alt skulle gå som Solvej ville have det. Mor fik plads i huset hos en herskabsfamilie i Århus og det var ingen dans på roser, for i Danmark var der også depression og knaphed på mange ting. De mennesker hun arbejdede for forlangte at hun begyndte kl. 6 om morgenen og skulle så være til rådighed indtil kl. 22 om aftenen og det for 10 kroner om ugen, plus kost og logi. Logi var et uopvarmet kammer og kosten var resterne fra herskabet, hvis der altså var noget tilbage. Derfor kan det ikke undre, at hun faldt pladask for den flotte charmerende mand, der gjorde kur til hende og da han kunne tilbyde hende et rigtigt hjem, ja så sprang hun til giftermålet med det samme. De boede i Århus, vistnok tæt på, eller i en gade der hedder Spanien og selv om krigen brød ud og alt blev rationeret, så manglede der aldrig noget i hjemmet, hverken af rationerede varer eller andre ting. Hun fik med ham, Walter Warnsdorf Knudsen to drenge, først min halvbroder Georg og derefter min halvbroder Otto.

Walter Warnsdorf Knudsen, som mor kendte ham

En dag ringede det på døren og politiet stod udenfor og fortalte at de havde anholdt hendes mand, da han var sigtet for bigami. Han var gift i forvejen, men hans kone var anbragt på et sindssygehospital, men mor troede at det var hende der havde gjort fejl og pakkede snart sine ting og rejste til København, hvor Solveig straks blandede sig  hendes liv.

Min halvbror Otto blev anbragt i pleje hos en familie der hed Nielsen. De boede på Mågevej 11 i København. Samme sted blev min helsøster Kirsten Gerda senere anbragt og de blev i 1951 adopteret bort til denne familie. Otto fik ændret sit navn, så han kom til at hedde Jørgen Otto Nielsen og min kontakt til ham er væk, da han altid har vist griskhed og ufølsomhed. Han - og hans familie, rejste til Jylland på ferie og bl. a. hos min kone og jeg, men selv om jeg fortalte at vi sad hårdt i det, så levede de på nas, hvilket de var eksperter i, også hos familien i Norge. Sjovt nok, så nægtede han at kalde sin biologiske moder for Mor, og han vedkendte sig ikke familieskabet, men når der skulle holdes ferie med fem børn, så kendte han dem alle og levede gratis, både i Danmark og Norge. Et par ting der gjorde at jeg vendte ham ryggen, var at han ikke ville kalde Mary for mor, selv om hun på sit dødsleje spurgte ham om det. Dernæst så var han til stede da Mor døde og hans eneste kommentar bagefter var ganske ufølsomt "Jeg er glad for at jeg var der for nu har jeg oplevet at se et menneske dø" Dernæst skete der den dag vi skulle  skifteretten, hvor han møder op og inden han præsenterer sig, udbryder han, at han er kommet fordi han var arveberettiget efter arveloven. Griskhed er hans mellemnavn. Nu er der atter en arvesag, en onkel fra Norge og her hævder han samme arveret. Og sådan er loven, hvilket jeg respekterer og det er fuldt forståeligt, men da min søster (helsøster Kirsten) døde to år efter min mor, da gjaldt der åbenbart andre arveregler, for selv om jeg var 100 procent nærmest biologisk, og derfor mest arveberettiget, så hørte jeg intet, og går ud fra at der er oplyst til skifteretten at der ikke fandtes andre. Næ, griskheden tog nok overhånd igen Jørgen beholdt alt efter Kirsten, men det gør ikke mig fattig, kun ked af det at mennesker er sådan..

Min anden halvbror Georg Walter Warnsdorf Knudsen, har jeg vist omtalt nogle gange og han var i pleje hos en mormonfamilie indtil han var 13 år da kom han tilbage til sin biologiske familie, ja kun sin mor og jeg, da der var en stedfar på det tidspunkt. Han var dominerende og ville bestemme alt og jeg var den lille der skulle rette sig ind efter ham og hans luner. Vi levede sammen som brødre, men noget nært forhold fik jeg aldrig til ham, jo nært, men ikke et rigtigt broderskab. Mange gange har han presset mig til at tage skylden for hans og hans kammeraters unoder. Det var altid mig der skulle henvende mig til ham, jeg var åbenbart  ikke i hans interesser og tanker og i de sidste 15 år (indtil december 2004) hvor min kone blev syg for til sidst at dø og jeg behøvede en bror og hjælp, ja da svigtede han totalt i flere tilfælde. Han har brudt sine løfter til mig og været uærlig over for mig, Han har lavet rod i 2500 personer i slægtsdatabasen og det tog 1 1/2 år at rette det op, alt det bare fordi han ikke ville holde sine aftaler, samt han har negligeret blodets bånd og jeg regner ham eller Jørgen ikke længere som familie. Både Jørgen og Georg er meget kraftigt engagerede i mormonkirken og hvis det er måden mormoner lever på, så er jeg glad at jeg har forladt dette trossamfund, så på det punkt har Georg åbnet mine øjne. Mormoner er tilsyneladende nok i sig selv og har glemt alt om næstekærlighed. Jeg ønsker aldrig mere at se de personer for mine øjne. Bitter - ja meget! det burde have været familie. Når jeg skriver om mormoners næstekærlighed, så hænger det også sammen med de oplevelser jeg har fra Frederikshavn, hvor jeg selv var aktiv mormon indtil jeg fik øjnene op og forlod dem.

Der skulle være et barn mere, men min viden er usikker på det område. Jeg husker at mor havde mave på da jeg var lille og at hun kom på sygehus. Nogle dage efter kom hun hjem igen, men uden barn og alle fik at vide at barnet var dødfødt. Senere i livet har jeg i en af min fars skuffer, fundet en fødselsattest på et levendefødt drengebarn. Det skulle være i 1948 og et ubekræftet rygte siger at drengen skulle være adopteret bort. Mere viden om dette har jeg ikke.  Dog har jeg en oplevelse fra jeg var 14 år der bekræfter en brors eksistens, men det skal ikke ud her. Billederne nedenunder viser som nr. 1 Georg ca. 50 år og nr. 2 er et ungdomsbillede af Jørgen.

Et andet barn blev født i 1952 og straks adopteret væk til en familie der emigrerede til Canada, det er Niels Peter Nordahl Henriksen, som er omtalt andet sted og han fandt mig i november 2003. Hvor vidt Georg vidste noget om ham ved jeg ikke, men det ville ikke undre mig.

  Jørgen Otto Nielsen

Georg Walter Warnsdorf Knudsen

Miraklernes tid er ikke forbi. Jeg er blevet genforenet med alle mine halvsøskende, på nær en, men han kommer nok også. Gamel stdidigheder er begravet og alt er næsten normalt.

Det vil jo kræve lidt omskrivning af denne side, så det planlægges, men må lige vente på den sidste person.

 

 

Tilbage