Mine bedsteforældre

- der er 4 af dem Tredje generation

Dette tidsrum spænder langt, fra år 1859 til 1995, men det skyldtes at min far var gammel da jeg blev født og derved  er hans forældre født tidligere end normalt for denne generation.

I denne tidsperiode er der stort skel mellem Danmark og Norge med hensyn til udvikling

Den første der er født, min bedstefar på faders side er i 1859. Her er vi i en periode hvor der er et svælg mellem de forskellige klasser. Adelen var overklassen og absolutte herskere. Dernæst kom de rige handelsmænd, så byboerne (borgerskabet) derefter arbejderne i byerne og til sidst bønderne og allerlavest rangerede tjenestefolkene, dog var tjenestefolk i byerne lidt mere end tjenestefolk på landet. Disse sidste blev nærmest behandlet som slaver. Der var ufred i Danmark for i 1864 havde vi krigen med Tyskland hvor bl. a. slaget ved Dybbøl jo er meget omtalt fra dansk side.

På landet var der gårdmænd og så gårdmænd, og det skal forstås på den måde at det var størrelsen af gården der afgjorde placeringen i samfundet og hermed de offentlige hverv, såsom sognefoged, kæmner o. s. v.  og her var der to absolutte "førstefolk", nemlig Præsten der v ar toppen og degnen - som regel skolelæreren - der var nummer to, for de var belæste folk. Almindelige folk var meget ringe til at læse og skrive og de var som regel kun gårdejerne der kunne. Tjenestefolk startede allerede som 8 - 9 år gamle med hvervet og der var ikke tid til at gå i skole, kun en gang om ugen, når præsten eller degnen skulle overhøre i salmevers og katekismus. Det var der skolepligt til og egentlig skolepligt hvor man lærte at læse og skrive, kom først i årene 1890 - 1900 i landområderne. På gårdene var der mange folk og de var helt selvforsynende. Der var typisk gårdmand og kone, samt deres børn (og det var ikke usædvanligt med 6 10 børn), samt køkkenpige, malkepiger karle og fodermester. Alle disse mennesker kunne brødfødes af en gård på 25 tønder land og der var endda til at sælge på markederne i byen.

I byen boede adelen meget af tiden og de havde så deres slotte og herregårde der blev passet af bestyrer, eller som de dengang blev benævne, fogeder. Mange af disse fogeder var rigtig ondskabsfulde og piskede folk, satte dem i gabestok m. m.  Dette system ophørte dog før århundredeskiftet, jeg mener at den sidste foged var i 1880. Der var de rige købmænd som regel også skibsredere, så de selv kunne sejle ud ag hente deres vares, ligesom der kunne bringes varer ud til andre markeder. Borgerskabet var de lidt finere folk, ofte i slægt med de adelige eller kongelige, måske langt ude, men ikke så langt at de ikke kunne få et job hos de rige. Arbejderne var håndværkere, som gik for lave lønninger og deres arbejdsdag var ofte på 12 timer. Håndværkerne havde ofte svært ved at få det til at løbe rundt, for adelen var deres kunder og adelen var på det tidspunkt temmelig forgældet og levede på lånte penge fra de rige købmænd. Ofte kunne de så ikke låne mere og på den måde overtog andre end adelen slottene og godserne.

Jeg har talt med min mormor om hendes tid, som vidne til udviklingen i Midt Norge  og hun talte om da hun så den første bil, da der kom el i husene, da der kom indendørs toiletter, den første flyvemaskine og mange, mange andre ting. Selv sagde hun, at hun havde le3vet i en privilegeret tidsalder fordi hun havde fået lov til at opleve disse ting. Som hun sagde: "Da jeg var barn løb vi fra og til skole, en afstand på 6 kilometer over fjellkammen. Vi havde ikke sko og strømer om sommeren og om vinteren var det med træsko. Lædersko var en ukendt luksus som kun de velbjergede havde. Vi var nødt til at løbe, for kom vi for sent i skole, eller for sent hjem så vankede der lussinger, fordi vi så ikke havde arbejdet nok." og så sagde hun: " I dag kan folk ikke gå hen til supermarkedet 200 meter væk, men skal absolut bruge bilen, deres afgud"

Anders Peter Andersen. Billedet taget omkring 1920. Klik for større udgave 

Om mine bedsteforældre på min fars side ved jeg ikke meget. Jeg har aldrig kendt dem da de var døde da jeg blev født. Min viden stammer fra hvad der er blevet mig fortalt for mange år siden, så måske husker jeg forkert, men det jeg ved/husker kommer her.

Min bedstefar Anders Peter Andersen, var indsidder, det vil sige en landmand uden egen gård, altså en der arbejdede og boede hos en anden landmand. Da de blev gamle flyttede de fra Todbjerg til Hjortshøj, hvor de boede i en lille loftslejlighed uden varme og med vand og toilet i gården. Det er blevet mig fortalt, at det var en plage for dem da de begge havde meget gigt og den kolde lejlighed gjorde det ikke bedre. Lejligheden lå ret over for kirken i Hjortshøj og jeg har i 1985 set stedet og de så meget gammelt og forfaldent ud. Jeg ved intet om  min bedstemor men hun har nok ikke haft en særlig god tid, fattige og med tolv børn. Arbejdsdagen måtte have været lang og hård for begge. De må have været meget afholdte af deres børn, for i 1985 så jeg deres gravsted på Hjortshøj kirkegård og den var stadig pæn og velholdt.

Karoline Jørgensdatter. Billede taget omkring 1920. Klik for større udgave.

Min bedstemor Karoline Jørgensdatter. Jeg har ingen in formationer om hende endnu

 

    

Georg Wilhelm Fredrik Johansen. Første foto taget ca. 1890 og sidste kort før han døde1960. Klik for større udgave.

Min morfar, Georg Wilhelm Frederik Johansen, født på Nørrebro i København 22. september 1882, død den 19 juli 1960 i Trondheim, Norge. Han var oprindelig sømand og på et tidspunkt havde de lagt til i Levanger, Norge og her blev han agterudsejlet, fordi han ikke mødte op til skibets afgang. Hav blev og begyndte at arbejde som jernbinder ved nybygninger. Han blev gift med Dagny Strøm, med hvem han fik tre børn, Dagmar, Torvald og Solveig. ( Det var Dagmar der overtog "forældreskabet " af mors første barn og Solveig der flyttede til København.) Dagny Strøm døde tidligt, bare 23 år gammel og derefter mødte han min mormor Tordis Johansen, som han blev gift med hurtige efter. Morfar blev tidligt interesseret i mormonerne og han og hans familie blev døbt hos dem i løbet af kort tid. Derfra har næsten alle i mors slægt været med hos mormonerne, også jeg, men jeg er hoppet fra igen. Han var et eje3godt menneske og selv mange år senere når jeg kom til Trondheim på ferie, blev jeg genkendt, ja ikke som mig selv men som Georgs barnebarn og så hørte jeg altid hvor god og flink han havde været

. Foto af dem ved sølvbrylluppet, ved siden deres vielsesattest

          

Tordis Dahl. h. hv. 14 år, 25, 30 år 50, 90  og 94 år

Tordis Dahl blev født 24 januar 1896 i Åsen  ca. 40 km nord for Trondheim. Huset var en "koie", d. v. s. en træhytte på et rum og et fjøs (stald) som tilbygning. Hendes forældre var fattige og ernærede sig ved tilfældig arbejde. Faderen arbejde på gårdene rundt omkring, på fabrikker og ved nedlægning ar jernbaneskinner på Stjørdalsbanen. Faderen rejste til USA 1905 for at skabe en tilværelse for familien, men han forsvandt kort efter ankomsten til Amerika, og ingen hørte mere fra ham. Moderen flyttede til Levanger med børnene og blev vaskekone for at klare tilværelsen. I en alder af 10 år kom min mormor ud at tjene på en gård og hun har siden fortalt at hun blev behandlet meget dårligt der hun måtte arbejde fra kl. 5 om morgenen til sent aften. Hun kom på Gullberget skole hvor hun haqvde3 det godt, men før og efter skoledagen måtte hun pukle. Hun mødte tidligt en - som hun sagde - den mest stilige karl hun nogensinde havde set og de blev gift, og hun gik ind som mor for de tre børn der var i forvejen. Hun fødte ham fem børn, Holger, Mary (mor), Gunnar, Reidar og Torleif.

Hun var en slider. Altid var hun på farten for at holde sit hjem og som om dette ikke var nok, så hjalp hun andre familier der havde behov for hjælp. Utallige gange er det hvor hun har taget trikken (sporvognen) med kurven fyldt med kogte kartofler og anden varm mad til trængende familier. Da hun før krigen fik en rigtig lejlighed med bad og toilet var hun lykkelig og fik mere overskud til at yde hjælp til andre. Da hun var 90 år var jeg atter på besøg hos hende og hun skulle til Levanger 80 km væk for at passe et par gamle damer. På mit spørgsmål hvor ¨gamle de var, så smilede mormor og sagde at de var 70 og 72 år gamle og kunne ikke noget selv så det ville hun så hjælpe dem med. Hun var der i en uge og da hun vendte tilbage var hun slet ikke træt og var klar til næste opgave. Indenfor mormonkirken sagde man at hun var selve hjælpeforeningen. Hun blev 99 år og hun havde et ønske om at blive den første i slægten der blev 100 år, men sådan skulle det ikke gå, hun døde mæt af dage og med kræft i leveren. Hendes krop kunne ikke mere. Jeg nænnede ikke at fortælle at min slægtsforskning havde fundet en der var blevet 100 år og 3 dage i 1850.

Tilbage til slægtsforskning      Til hovedside